Ifølge IOSCO kan det øge belastningen og gebyrerne at skifte Layer 1-netværk som Ethereum, Solana og Tron fra elliptisk kurvekryptografi til postkvantesignaturer. Større signaturer kræver mere data og regnekraft, og integration af ny kryptografi kan kræve protokolændringer, som det er vanskeligt for decentraliserede netværk at koordinere.
Almindelige ECC-signaturer er omkring 64 bytes sammenlignet med cirka 2.420 bytes for de NIST-standardiserede ML-DSA-44-signaturer – altså omkring 35 til 40 gange større. IOSCO sagde, at stigningen kunne belaste netværkskapaciteten, øge nodernes behov for lagerplads og gøre udbredelsen af blokke langsommere. På Solanas kvantebestandige testnet reducerede udskiftning af ECC-signaturer med postkvantealternativer gennemstrømningen med cirka 90 %.
Da kryptografiske systemer er indbygget i transaktionsformater og konsensusregler, kan migrering af Layer 1-netværk kræve hard forks. Tusindvis af uafhængige validatorer og nodeoperatører skulle koordinere opgraderinger, hvilket potentielt kan føre til en ujævn udbredelse og efterlade nogle konti, smart contracts og aktiver afhængige af kvantesårbare nøgler.
Layer 2-netværk har en anden afhængighed: Selv hvis de indfører kvantebestandig kryptografi, er de stadig afhængige af deres Layer 1-kæder til funktioner som afvikling, bridges, datatilgængelighed og verifikation. Optimistic rollups bruger svindelbeviser til at anfægte ugyldige transaktioner; zero-knowledge-rollups bruger beviser til at verificere transaktioner uden for kæden før afvikling. Mange eksisterende SNARK-systemer er afhængige af ECC og kan kræve ændringer eller udskiftning. STARK-systemer bruger primært hashbaseret kryptografi, som anses for at være mere modstandsdygtig over for kvanteangreb, selvom deres sikkerhed stadig afhænger af passende parametre og stærke underliggende hashfunktioner.




